8. Kommunalbestyrelsernes og Social- og Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger til offentlige myndigheder

Herunder finder du nærmere information.

§ 31. Oplysninger i CPR og ældre folkeregistermateriale kan videregives til en anden offentlig myndighed efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven.

§ 32. Når en offentlig myndighed har brug for oplysninger, som er registreret i CPR, kan myndigheden indhente oplysningerne i CPR, jf. dog § 33, stk. 1.

Stk. 2. Social- og Indenrigsministeriet fastsætter vilkårene, herunder om sikkerhedsforanstaltninger og betalingen, for videregivelse af oplysninger fra CPR efter stk. 1.

§ 33. Offentlige myndigheders enkeltforespørgsler om oplysninger fra CPR skal rettes til en kommunalbestyrelse, som til dækning af sine omkostninger kan opkræve indtil 50 kr. pr. forespørgsel, jf. dog stk. 3. Beløbet reguleres fra og med 2014 én gang årligt med den forventede pris- og lønudvikling for den kommunale sektor.

Stk. 2. Forespørgsler om oplysninger i ældre folkeregistermateriale, som ikke findes i CPR, skal rettes til den daværende bopælskommune, der kan forlange, at de omkostninger, der er forbundet med besvarelsen, betales af forespørgeren, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Udbetaling Danmarks forespørgsler hos en kommunalbestyrelse til brug ved administrationen af de pensionsregler, der er fastsat i medfør af EF-forordningen om social sikring for arbejdstagere m.fl., der flytter inden for EU- eller EØS-lande, samt sager om pension, der ydes efter regler i overenskomster med andre lande, er vederlagsfri.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at forespørgsler efter stk. 1-3 skal være skriftlige.

§ 34. En myndighed må kun videregive oplysninger, herunder beskyttede navne og adresser modtaget efter §§ 31-33, til andre offentlige myndigheder eller private, hvis videregivelsen følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller Social- og Indenrigsministeriet har givet tilladelse hertil.

Stk. 2. En myndighed, der efter §§ 31-33 modtager oplysninger om beskyttede navne og adresser, jf. § 28, skal ved behandlingen heraf sørge for, at disse navne og adresser ikke bliver tilgængelige for private. Myndigheden skal endvidere i alle tilfælde i forbindelse med navn og adresse registrere oplysning om beskyttelsen. Denne oplysning skal altid meddeles i forbindelse med en eventuel videregivelse af navn og adresse til andre, jf. stk. 1.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 gælder dog ikke, hvis andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.

Kilde: www.retsinformation.dk