15. Klage og straf

Herunder finder du nærmere information.

§ 56. Klage over en kommunalbestyrelses afgørelse efter denne lov kan, inden 4 uger fra det tidspunkt klageren har fået meddelelse om afgørelsen, indbringes for Social- og Indenrigsministeriet. Indbringelsen sker ved, at en skriftlig klage afleveres til den kommunalbestyrelse, som har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Kan kommunalbestyrelsen ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til Social- og Indenrigsministeriet med kopi til klageren. Kopien til klageren skal forsynes med oplysning om, at klagerens eventuelle kommentarer til genvurderingen skal fremsættes over for Social- og Indenrigsministeriet, inden 4 uger fra det tidspunkt klageren har fået meddelelse om genvurderingen.

Stk. 3. En klage over en bopælsregistrering kan ikke vedrøre en registrering, der ligger længere tilbage end 2 år, før klagens fremsættelse, hvis registreringen ikke er blevet ændret i denne periode.

Stk. 4. Social- og Indenrigsministeriets afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning eller ændring af den afgørelse, der er klaget over. Ved ændring af afgørelsen kan Social- og Indenrigsministeriet umiddelbart foretage fornøden berigtigelse af registreringen i CPR.

§ 57. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed

1) ikke rettidigt anmelder en flytning, jf. § 12, stk. 1, 1. pkt., § 13, stk. 1, § 16, stk. 2, og § 24, stk. 1,

2) ikke anmelder en opgivet flytning, jf. § 12, stk. 6, 1. pkt.,

3) afgiver forkerte oplysninger om selve flytningen og de forhold, der skal registreres i forbindelse hermed, jf. § 12, stk. 2, § 16, stk. 4, § 20, stk. 1 og 2, og § 26, stk. 1,

4) overtræder § 40, stk. 2 og 3, § 40, stk. 5, 3. pkt., §§ 44 og 47 samt vilkår fastsat efter § 32, stk. 2, § 35, 3. pkt., § 36, 3. pkt., og § 40, stk. 1, eller

5) undlader at afgive oplysninger efter § 10, stk. 2 og 3, § 13, stk. 4, og § 55, stk. 4, eller afgiver urigtige oplysninger, jf. § 10, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 58. Kommunalbestyrelsen kan tilkendegive vedkommende, at en overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i § 57, stk. 1, nr. 1-3 og nr. 5, kan afgøres uden retlig forfølgelse, såfremt denne erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde til kommunens kasse.

Stk. 2. Bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om indholdet af anklageskriftet, finder tilsvarende anvendelse på en tilkendegivelse efter stk. 1.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Kilde: www.retsinformation.dk